Ireneusz Cyranek comleted the film "72 sprog ". Frederiksborg Amts Avis 10 September 2008

Lagt på nettet: 10. September 2008 19:51

Unge stjerner til premiere

Harløse Skole bliver portrætteret i den nye film "72 sprog" af fotografen Ireneusz Cyranek.

Written by Marianne Due
Hillerød: Det er de særlige børn, der går på Harløse Skole. Børn med forskellige former for autismediagnoser.
Børn, der ikke passer ind i folkeskolen og ofte oplever mange nederlag, men nu er de blevet stjerner,
filmstjerner, i det nye filmportræt "72 sprog", der havde premiere i Café Slotsbio i går.
Det er den polskfødte Hillerød-fotograf Ireneusz Cyranek, der har lavet den nænsomme film, som fortæller
om Harløse Skole og lidt af skolelivet mellem børn, unge, pædagogik, læring og fritid.
- Det er ikke sandheden om hverdagen på skolen men en beskrivelse i ord og billeder af de værdier,
vi har på Harløse Skole. At leve med autisme betyder ofte mange misforståelser og nederlag,
men vi synes det er vigtigt at fokusere på succeserne, siger skoleleder Annette Fønsskov.
Hun fremhæver også fotografens kunstneriske evner til at fortælle en historie om harmoniske elever
i dyb koncentration, som går op i at de ting, de laver bliver en succes. Filmen udstråler ro og harmoni
og minder om, at det er succeserne og kompetencerne, der altid skal være i fokus og ikke de dårlige situationer.
- Jeg synes også, at eleverne har været superdygtige skuespillere og jeg er meget stolt af dem,
siger Annette Fønsskov.
Eleverne fra Harløse Skole er ikke kun gode oppe på lærredet. De har også en mening om filmen,
da de myldrer ud af Slotsbio efter premieren. Magnus, Thor, Daniel og Christian fortæller, at det var en god film,
men at den mest handler om det, der skete den gang, den blev optaget og ikke det, der sker i dag.

Fotograf Ireneusz Cyranek og skoleleder Annette Fønsskov med den nye film,
der fortæller om de gode øjeblikke på Harløse Skole.

 




 

 

Harløse Skole er et helhedstilbud for normaltbegavede elever med en diagnose indenfor autismespekteret. Undervisning og fritidsaktiviteter er integreret over hele dagen.

Skolen ligger i Hillerød kommune, men modtager elever fra mange kommuner. Eleverne bliver visiteret til skolen gennem hjemkommunens Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Skolen er normeret til 72 elever fra børnehaveklasse til 10. klasse fordelt på 11 klasser. Vi har åbent fra kl. 8.00 til 16.30. Nogle elever tager hjem kl. 15.00. De fleste elever kommer til og fra skole i taxa, men det er målet, at de ældste elever bliver selvtransporterende.

På skolen arbejder lærere og pædagoger i klasserne sammen over hele dagen og faglig og social læring vægtes lige.

At leve med autisme betyder, at man oplever mange misforståelser og nederlag i forhold til andre mennesker og det omgivende samfund i øvrigt. At opleve succes og accept er derfor en meget væsentlig del af pædagogikken på skolen. Problematisk adfærd og dårlige oplevelser er også noget vi oplever og arbejder med, men fokus ligger et andet sted. Vores fornemmeste opgave som skole er at styrke elevernes selvværd både socialt og fagligt, så de får mod på livet på trods af deres vanskeligheder. Derfor ser man i filmen mange situationer, hvor eleverne klarer forskellige krav med succes og tilsyneladende uproblematisk. Det er heldigvis også tit tilfældet, men det skyldes først og fremmest, at de bliver mødt af et veluddannet personale, som i kraft af deres viden om autisme og kendskab til den enkelte elev, kan tilrettelægge de faglige krav og sociale aktiviteter på en måde, så chancen for succes er stor. Succeserne tæller vi, nederlagene bearbejder vi.
Text: Annette Fønsskov